Kandidat - KV25

Birgitte Schwabe

Jeg er 41 år og bosiddende i Bogense. Med min nuværende stilling som leder af Frivilligcenter Nordfyn, er jeg professionelt forankret i NGO branchen, hvor fællesskab, solidaritet og omsorg for samfundets sårbare er værdiskabende – også for mig personligt. Mine tidligere erhvervserfaringer tæller desuden det offentlige, med en fod i både det politisk understøttende embedsværk og i det boligsociale felt.

Jeg er uddannet Kandidat i Folkesundhedsvidenskab fra Syddansk Universitet i 2012 og har bl.a. efteruddannet mig i ledelse. Lige nu læser jeg supplerende HD-fag i Beslutningsprocesser og Erhvervsøkonomi. Jeg er iderig, refleksiv og ambitiøs og vægter troværdighed og gennemsigtighed i mit politiske arbejde. 

Jeg stiller op til KV2025 med følgende mærkesager:

  1. Lighed i sundhed.
  2. Større sammenhængskraft på Nordfyn.
  3. Bæredygtige investeringer i fremtiden.
  4. Et løft af det civile potentiale.

Vi skal skabe trivsel og lige adgang til sundhed, og derigennem mindske de tabte leveår for både unge og ældre. Vi skal kvalificere arbejdskraften i Nordfyns Kommune, flytte os fra gammel terminologi om kommuneopdeling og styrke lokalsamfundene. Vi skal investere i ressourceudnyttelse og klimavenlige indsatser samt være visionære i vores samarbejde med borgere og civilsamfundet i løsningen af velfærdsopgaverne. Sidstnævnte banker mit hjerte særligt for.

Tak for ordet, jeg glæder mig til kommunalvalget og til det socialdemokratiske arbejde på Nordfyn.