Kandidat - KV25

Nikolai Johansen

Jeg er 40 år gammel har boet i Otterup i 5 år.

Til dagligt er jeg skolelærer på Sletten Skole, hvor jeg har arbejdet de sidste 11 år. Som en del af mit arbejde er jeg tillidsrepræsentant for lærerne, og sidder i kredsstyrelsen i Nordfyns Lærerkreds. Derfor har jeg et stort kendskab til fagforeningen og fagforeningers arbejde, som kombineret med mit lærerjob nok er en af de store grunde til, at jeg er blevet mere aktiv i politik.

Jeg har i de seneste tre år været medlem af Socialdemokratiet Nordfyn, og er nu træt af at stå på sidelinjen, når jeg kan se der er noget der halter i kommunen.

Vi har en underfinansieret folkeskole og har ikke nok fokus på forebyggende indsatser i kommunen. Det skal vi gøre meget bedre. Der skal ikke kun være tale om daginstitutioner som en udgift, men også som en investering i fremtidens velfærd. Det vil blive mere attraktivt at flytte til Nordfyns Kommune, hvis vi vil investere i børn og unge samt den tidlige indsats.

Det skal være godt at blive senior i Nordfyns Kommune. Efter et langt arbejdsliv skal Nordfyns Kommune være stedet, hvor det er godt at nyde sin pensionstilværelse lige meget, hvilken fysisk forfatning man er i, om man bor i eget hjem eller på plejehjem.

Vi har nogle fantastiske store og små byer i kommunen med masser af smuk natur. Men det svært at komme rundt i kommunen uden bil. Vi skal styrke den offentlige transport og sikre nemmere transport til arbejdspladser, skoler, fritidstilbud mm.

Jeg kan nævne så meget mere, men lad dette være noget af det jeg vil arbejde rigtig meget på i Nordfyns Kommune.